Alle kvinder har ret til at bestemme over deres egen krop.

Hjerne-ikon
Viden

Kampen for fri abort er ikke slut

Ingen skal bestemme, hvorvidt du, din søster eller veninde skal have et barn eller ej! Derfor kæmper vi i Sex & Samfund for retten til fri og sikker abort for alle. Forbud mod aborter fører ikke til færre aborter, men til farligere aborter!

Derfor er abort en mærkesag

Fordi retten til at til- og fravælge reproduktion er en af grundstenene i retten til kropslig selvbestemmelse.

Fordi vores krop er det eneste, som aldrig kan tages fra os og som ingen andre skal have kontrol over.

Fordi adgang og ret til familieplanlægning er fundamental for livsmuligheder for kvinder og piger i hele verden.

Fordi kampen for at bestemme over eget liv og krop langt fra er vundet globalt.

Derfor står vi værn om retten til fri abort – i anerkendelse af de sejre der er vundet og i solidaritet med de kampe der stadig kæmpes.

Status på retten til abort

Magtfulde ledere i store dele af verden snakker om fostrets ret til liv på bekostning af piger og kvinders ret til egen krop - og det har store konsekvenser verden rundt.

I mindst et årti har konservative religiøse grupper postet 4,4 mia. kr. i anti-rettighedsbevægelsen i Europa, som kæmper mod blandt andet adgang til fri abort. Pengene kommer bl.a. fra amerikanske milliardærer, russiske oligarker og religiøse grupper viser rapporten ’Tip of the Iceberg’, som udkom i 2021.

Abortstramninger og forbud har store konsekvenser for piger og kvinders rettigheder og sundhed. Dødelige instrumenter bliver stadig brugt af desperate piger og kvinder, som ikke har mulighed for at få en tryg og forsvarlig abort, fordi lovgivningen eller omgivelserne forbyder det. En stor del af de mere end 800 kvinder, der hver dag dør i barselssengen på verdensplan skyldes farlige aborter eller manglende adgang til abort.

Abortstramninger i Polen

I oktober 2020 vedtog den polske forfatningsdomstol, at det ikke længere er muligt at få abort på grund af anormaliteter ved fosteret. Ca. 98 % af de cirka 1.100 aborter, der tidligere blev udført i landet om året, var netop som følge af, at barnet ville blive født med stærke anormaliteter. Dommen blev i første omgang ikke indført pga. stærke folkelige protester, hvor 100.000-vis var på gaden i de største protester siden 1989. I januar 2021 blev Forfatningsdomstolens dom desværre indført med forsinkelse og er nu gældende i Polen. 

Nu er det kun muligt for kvinder i Polen at få en abort på baggrund af bevist voldtægt, incest eller hvis kvindens liv er i fare. Derfor er der nu et næsten totalforbud mod abort. Siden dommen har vi allerede set flere gravide kvinder i Polen miste livet, da læger ikke lovligt har kunnet udføre en nødvendig og livredende abort.

Polen er ikke det eneste land i Europa, hvor retten til abort er under pres. Vi holder skarpt øje med lande som Italien og Ungarn, hvor det i forvejen er svært at få abort - og hvor der arbejdes på yderligere skærpelser. 

Historisk opgør med retten til abort i USA

Mens Danmark i 2023 kan fejre 50 år med fri abort, går USA en dyster fremtid for kvinders rettigheder i møde. USA’s højesteret underkendte i juni 2022 afgørelsen fra 1973, der sikrede amerikanske kvinders ret til fri abort. Det betyder at næsten 30 % af de amerikanske kvinder bor i stater, hvor det nu er enten ulovligt at få en abort eller mulighederne er stærkt begrænsede.

Tæt på os selv

Der er stadig meget at kæmpe for herhjemme også. Vi behøver ikke gå længere end Færøerne i vores eget rigsfællesskab. Her er det kun muligt at få foretaget en abort, hvis kvinden har været udsat for et overgreb, hvis hendes helbred er truet fysisk eller psykisk, eller hvis der er en risiko for alvorlige arvelige sygdomme hos barnet.

Ofte bliver færøske kvinder nødt til at rejse ud af landet  - eksempelvis til Danmark - for at få foretaget en abort.

Vi støtter de færøske kvinder i deres kamp, for at få de rettigheder de fortjener. 

Det arbejder Sex & Samfund for 

I Danmark har vi haft ret til sikker og lovlig abort siden 1973. Men det er ikke en ret, vi kan tage for givet. Udviklingen i lande som Polen og USA viser, at retten til sikker og lovlig abort er en ret, der skal værnes om. Selv i Danmark er der modstand mod kvinders ret til selv at vælge, om de vil have en abort eller ej.

Vi arbejder for alle piger og kvinders ret til at få en abort. I Danmark tilbyder vi gratis rådgivning, og internationalt kæmper vi sammen med lokale aktivister og organisationer.

Hvordan arbejder Sex & Samfund med retten til abort

  • Vi tilbyder uvildig rådgivning og oplysning om abort på Sexlinien og i vores præventions- og rådgivningsklinik
  • Vi forhindrer uønskede graviditeter ved oplysning og adgang til prævention sammen med vores internationale partnere.
  • Vi arbejder politisk for retten til abort i både Danmark og på verdensplan.
  • Vi deltager i samfundsdebatten og stiller viden til rådighed.